DET KINESISKE VÆRELSE

 

Igennem de sidste 18 år har tegneserien Det Kinesiske Værelse givet anledning til at undersøge og udvikle forskellige grafiske og fortælletekniske teknikker og arbejdsmetoder. Tegneserien er bygget op i en halvt analog, halvt digital kollageteknik, der gør brug af digitale 3D modeller, fysiske skala modeller, foto og håndstreg. Teksten er på tilsvarende vis bygget op af flere historier, med lag af referencer og sat sammen som kollager af citater fra musik, litteratur og film.

 

Tegneserien har ofte inspireret - eller været inspireret af - tilsvarende processer i designfirmaet Kollision, hvor både tegner og forfatter til dagligt arbejder sammen. Tegneserien beskriver en fremtid som den kunne se ud - og i enhver designproces er evnen til at beskrive fremtiden, på godt og ondt, et centralt redskab.

 

Arbejdsmetodisk benytter vi i Kollision f.eks. illustrerede scenarier til at beskrive livet i en fremtidig by, eller dagligdagen i en bygning 30 år ude i fremtiden. Metoden er bl.a. blevet videreudviklet som procesredskabet utopiatyping, der benytter fiktive fremtider og fabulerende fortællinger i tekst og billeder til at kickstarte de svære diskussioner om fremtidige udviklingsmuligheder med borgere og brugere.

 

Også tematisk er der et klart sammenfald mellem Kollisions arbejde og tegneseriens univers, ikke mindst i interessen for byen som et foranderligt rum og spørgsmålet om, hvilke muligheder - og udfordringer - teknologi rummer.

Det Kinesiske Værelse

Copyright © All Rights Reserved. Rune Nielsen, Thomas Fabian Delman og forlaget Fahrenheit

Trykt i Ungarn 2013, ISBN 978-87-92320-55-1

www.forlaget-fahrenheit.dk